20. marts 2016

Mette Frederiksens mindeord til Anker Jørgensen

Her til eftermiddag fik jeg beskeden om, at Anker Jørgensen er død. Han blev 93 år gammel.

Anker er ikke længere i blandt os.


De ord skal vi have tid til at forstå. Det skal have tid til at synke ind. For på tværs af partiskel står Anker, som et af de helt store mennesker i det 20. århundredes Danmarkshistorie. Og han satte sig stærke spor.


Så godt som alle i Danmark har et billede af, hvem Anker Jørgensen var. Fra de ældre generationer til de helt unge. Hvad enten man husker ham fra tiden som førstemand i fagbevægelsen. Siden som folketingspolitiker – og senere som statsminister. Eller man mindes ham som statsministeren alle danskere var på fornavn med. Som symbolet på det Danmark, vi alle har stærke følelser for. Og som vi holder af.


Jeg besøgte ham sidst i efteråret. Socialdemokratiets kongres sendte Anker en buket røde roser, som jeg overbragte ham. Vi fik mulighed for at vende et par enkelte politiske spørgsmål, men primært blot nyde at være sammen. Og det var ikke svært sammen med ham.


For nok var Anker et solidarisk menneske med et stærkt politisk engagement. Men han var ligeså meget et varmt og kærligt menneske. Over for sin familie. Sine nærmeste. Kolleger og venner. Man var altid i godt og berigende selskab med Anker.


Ankers indsats for den demokratiske og socialdemokratiske arbejderbevægelse kan ikke overvurderes. Hans resultater. Hans måde at være på. Hans menneskesyn.
Igennem hele sit liv var han en utrættelig stemme for at skabe lige muligheder for alle mennesker. For at hvor end du er født i samfundet, skal du have chancen for at forfølge dine drømme. Og skabe indholdet af dit eget liv.

 

Nu er han her ikke mere. Men vi vil mindes ham for alt det, han berigede Socialdemokratiet og Danmark med. Det vil vi bringe med videre. Og vi er ham dybt taknemmelige.

 

Ære være Anker Jørgensens minde.