- Det er utroligt, at hver gang staten skal implementere nye IT-systemer, så går det ravruskende galt under denne regering. Men i denne sammenhæng er det ikke kun staten, der skal bruge flere ressourcer på systemet end beregnet, det koster også boligsælgere og boligkøbere rigtig mange penge, siger Benny Engelbrecht, forbrugerordfører for Socialdemokraterne.
Der er mange eksempler på sagsbehandlingstider i den digitale tinglysning på 8–10 uger, og det medfører store ekstraomkostninger for sælgere og købere på grund af mellemfinansering. Forventningerne i Tinglysningsretten er, at problemerne med for store sagsbunker først kan være løst næste år til sommer.
- Det er meget skidt for det hårdt pressede danske boligmarked, at vi i så lang tid må leve med disse problemer. Ministeren må erkende, at det hér ikke er godt nok, og så skal ministeren selvfølgelig forklare Folketinget, hvordan han vil få tinglysningerne tilbage på sporet, så folk ikke skal vente så lang tid, siger Thomas Jensen, boligordfører for Socialdemokraterne.
Yderligere oplysninger: Benny Engelbrecht 3337 4022 og Thomas Jensen 3337 4033